Resultater af tilsyn

Resultatet af et tilsyn udmunder i en rapport, hvor I placeres i én af fire kategorier. Kategorierne vurderes ud fra, om der er ingen, mindre, større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden.

Kategorierne og deres betydning

Kategorierne vurderes ud fra, om der er ingen, mindre, større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden.

Ingen problemer (kategori 0)

Hvis I er i den første kategori, har vi vurderet, at alle målepunkter er opfyldt. Det vil fremgå af den rapport, I får tilsendt, og der sker ikke yderligere.

Mindre problemer (kategori 1)

Hvis I er i den anden kategori, har vi vurderet, at der er problemer af mindre omfang uden væsentlig risiko for patientsikkerheden på behandlingsstedet. Vi vil som udgangspunkt henstille til, at I retter op på problemerne, og det vil fremgå af den rapport, som I får i høring med 21 dages svarfrist. Hvis I når at rette op på problemerne inden for de 21 dage, vil det fremgå af den endelige rapport, at I har rettet op, men det vil fortsat fremgå af rapporten, at I efter tilsynsbesøget var vurderet til denne kategori.

I nogle situationer anmoder vi om en handleplan. Hvis der anmodes om en handleplan, der beskriver, hvordan I vil rette op, men I ikke indsender en handleplan, kan I få et påbud om at bringe forholdene i orden. Det vil i så fald også fremgå af den endelige rapport.

Større problemer (kategori 2)

Hvis I er i den tredje kategori, har styrelsen vurderet, at der ved tilsynet var problemer af betydeligt omfang eller få forhold af større omfang, og at de medfører risiko for patientsikkerheden, dog ikke i kritisk grad.

I vil få en rapport samt blive hørt over et påbud om at bringe forholdene i orden inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Derefter følger høringsperioden på 21 dage. Hvis I når at rette op på problemerne inden for de 21 dage, vil det fremgå af den endelige rapport, og påbuddet vil ikke blive udstedt. I vil fortsat få betegnelsen "Større problemer af betydning for patientsikkerheden". Hvis påbuddet bliver udstedt, vil styrelsen – eventuelt med et reaktivt tilsyn – følge op på, om I har efterlevet de krav, styrelsen har stillet i påbuddet.

Kritiske problemer (kategori 3)

Hvis I er i den fjerde kategori, har styrelsen vurderet, at der er problemer af større omfang på behandlingsstedet, og at disse medfører en væsentligt forøget risiko for patientsikkerheden.

Styrelsen har mulighed for at give et påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvist, indtil I kan dokumentere, at de patientsikkerhedsmæssige krav, der er stillet til jer, er opfyldt. I den fjerde kategori er partshøringsfristen som udgangspunkt på syv dage. I har i så fald syv dage til at rette op på problemerne. I nogle tilfælde kan fristen dog være kortere, hvis styrelsen skønner, at det er nødvendigt af hensyn til patientsikkerheden.

Hvis I følger op på kravene inden for høringsfristen, vil det fremgå af rapporten. Det vil af rapporten fortsat fremgå, at I ved tilsynsbesøget faldt i kategorien "Kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden". Der vil blive fulgt op på, hvorvidt I har gennemført ændringerne, og om påbuddet kan ophæves – ofte med et reaktivt tilsyn.

 

Høringsperiode

Hvis I er i anden, tredje eller fjerde kategori følger herefter en høringsperiode. Høringsperioden er jeres mulighed for at påpege faktuelle forhold i rapportudkastet, som I er uenige i. Den er også jeres mulighed for at rette op på de mangler, styrelsen beskriver i rapporten.

Høringsfristen er typisk på 21 dage, men kan være kortere ved mere alvorlige problemer. Høringsperioden løber fra I modtager rapportudkastet. Hvis I formår at rette op på de problemer, styrelsen har påpeget inden for perioden, vil det fremgå af den endelige rapport, som bliver offentliggjort her på hjemmesiden.

Påbud til behandlingssteder

I de tilfælde, hvor der bliver givet påbud, bliver sagerne drøftet i et fagligt udvalg i Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er således aldrig én person, der alene træffer afgørelsen.

Læs mere om påbud og se de aktuelle påbud